Gå til hovedindhold
Du er her:

Elopvarmet bolig

Hvis elvarme er den primære opvarmningsform i din bolig, kan du søge om at få nedsat din elafgift.

Elopvarmet bolig

Fra den 1. februar 2019 gælder det også for dit sommerhus eller ferielejlighed.

I begge tilfælde kræver det, at boligen er registreret i Bygnings- og Boligregistret (BBR) med elektricitet som opvarmningsmiddel.

Det er ejers eget ansvar, at BBR-meddelelsen er korrekt opdateret. Vær opmærksom på, at det er registreringsdatoen i BBR som er gældende, og ikke en eventuel ibrugtagningsdato, når man søger om nedsat elafgift.

BBR har ikke myndighed til, eller mulighed for, at tilbagedatere datoen.

Hvis du allerede får reduktion i elafgiften, vil det fremgå af dine elregninger fra din el-leverandør.

Hvis opvarmningsformen i din bolig ikke er korrekt registreret i BBR, kan vi hjælpe dig med at ajourføre dine BBR-oplysninger. Du kan skrive til os via Digital Post, klik på linket i den røde kontaktboks på denne side.

I nedenstående guide kan du læse, hvordan du bærer dig ad, hvis du ønsker at søge om at få nedsat elafgift.

  • 1. Tjek om du har elvarme og elektricitet som opvarmningsmiddel i BBR.

    Tjek din BBR meddelelse for at se om din helårsbolig, sommerhus eller ferielejlighed til eget brug, er registreret med el-varme og elektricitet som opvarmningsmiddel.

    Elvarme, kan være jordvarmeanlæg, luft-til-luft varmepumpe, luft-til-vand varmepumpe eller almindelig elvarme. Elvarme skal være husets primære opvarmningsform.

    Hvis din BBR er i orden, skal du kontakte din elleverandør, som hjælper dig videre med ansøgningen.

  • 2. Kontakt din elleverandør.

    Kontakt din elleverandør for at høre, hvordan du ansøger om nedsat elafgift.

    Typisk vil du få tilsendt et skema, som du skal udfylde og videresende til kommunen. Kommunen skal bekræfte, at din bolig opfylder betingelserne, og notere fra hvilken dato, de er opfyldt (registreringsdatoen).

    Vi følger retningslinjerne fra Skattestyrelsen, som er myndighed for elafgiftsområdet.

    Hvis din bolig eller dit fritidshus er beliggende i Lyngby-Taarbæk Kommune, skal du sende skemaet til BBR via bbr-data@ltk.dk

    Efter behandling sender vi skemaet, eller eventuelt mail, retur til dig som herefter skal sendes til din elleverandør, der sørger for den videre proces/behandling.