Gå til hovedindhold
Høring

Høring: Forslag om delvis aflysning af byplanvedtægt 1 for Ørholm Kvarteret

Kommunalbestyrelsen har sendt sit forslag til en delvis aflysning af byplanvedtægt 1 for Ørholm kvarteret i høring. Høringen løber fra den 9. november til den 7. december

Offentliggjort den 9. november 2026

Byplanudvalget har den 23. september 2026 besluttet at sende forslag til en delvis aflysning af byplanvedtægt 1 for Ørholm kvarteret i offentlig høring.

Byplanvedtægt 1 for Ørholm kvarteret foreslås aflyst for Mølleåparken 60, matrikel 2km Lundtofte by, Lundtofte. Ejendommen vil herefter alene have kommuneplanens rammebestemmelser og bygningsreglementet som grundlag for den fremtidige anvendelse af ejendommen.

Baggrunden for forslag om delvis aflysning af byplanvedtægt 1 for Ørholm kvarteret

Byplanudvalget vedtog den 23. september 2026 at offentliggøre forslag til delvis aflysning af byplanvedtægt 1 for Ørholm kvarteret. Aflysningen af byplanvedtægt 1 omfatter alene Mølleåparken 60, matrikel 2km Lundtofte by, Lundtofte.

Byplanvedtægt 1 for Ørholm kvarteret med tilhørende tillæg 1,2 og 3 er vedtaget den 22.01.1941. Tillæg nr. 3, pkt. 2, fastlægger, at Mølleåparken 60 må anvendes til institutionsformål/missionshus.

Institutionen på Mølleåparken 60 blev nedrevet i 2019 grundet skimmelsvamp og udviklingen har gjort, at det ikke længere er muligt at administrere planen. Planens anvendelsesområde er snævret formuleret, og kommunen vurder, at grunden ikke er velegnet til en tidssvarende børneinstitution. Aflysningen har derfor til formål at muliggøre Kommunalbestyrelsen beslutning om at udstykke Mølleåparken 60 i to selvstændige ejendomme med henblik på åben-lav boligbebyggelse.

kort byplanvedtægt 1 og matrikel 2km

Figur 1 Det røde afgrænsede areal viser Mølleåparken 60. Kommunalbestyrelsen foreslår at aflyse Byplanvedtægt nr. 1 for ejendommen.

De retlige og faktiske konsekvenser af ophævelsen

Mølleåparken 60, matrikel 2km Lundtofte by, Lundtofte vil efter den delvise aflysning af byplanvedtægt 1 for Ørholm kvarteret alene have kommuneplanens rammebestemmelser og bygningsreglementet som grundlag for den fremtidige anvendelse af ejendommen.

Kommuneplan2025

Mølleåparken 60 er opfattet af rammeområde 5.2.01 Brede Torv, som er udlagt til centerformål og giver mulighed for publikumsorienterede serviceerhverv, lokalcenter,

butikker, åben-lav boligbebyggelse og offentlige formål. Kommuneplanrammen fastlægger desuden, at ny boligbebyggelse på Mølleåparken 60 skal opføres som åbenlav boligbebyggelse med fladt tag og en maksimal bygningshøjde på 6,5 meter. Desuden skal byggeri og faste hegn placeres mindst 5 meter fra vejskel for at sikre vejens åbne

karakter og mulighed for etablering af beplantning langs vejen.

Planlovens bestemmelser om forbud efter § 12, stk. 2 og 3, vil gælde for ejendommen.

Kommunen kan derfor afvise en anmodning om opførelse af byggeri med henvisning til kommuneplanen.

Bygningsreglementet 2018

Herudover vil ejendommens fremtidige anvendelse være omfattet af bygningsreglementets bestemmelser om byggeretten og helhedsvurdering.

Påtænkt tinglysning af servitut Kommunen forventer desuden at tinglyse en bebyggelsesregulerende servitut på ejendommen. Servitutten vil indeholde bestemmelser om bebyggelsens placering og højde, bygningernes arkitektoniske udtryk samt hegning og indretning af ubebyggede arealer. Formålet er at sikre, at ny bebyggelse på Mølleåparken 60 tilpasses områdets eksisterende karakter og indgår som en del af en samlet og harmonisk bebyggelse.

Her kan du se byplanvedtægt 1 for Ørholm kvarteret

Offentlig høring

 Den offentlige høring løber fra den 9. november til den 7. december.

 Alle har ret til at komme med høringssvar til planforslaget. Alle skriftlige høringssvar vil indgå i den videre behandling. Kommunen gør opmærksom på, at indholdet af alle høringssvar bliver offentliggjort på kommunens hjemmeside med afsenders navn, adresse, e-mail og resumé af høringssvaret. Ved navne- og adressebeskyttelse vil disse informationer ikke blive offentliggjort.Send en mail til Moelleaaparken60@ltk.dk  eller skriv til kommunalbestyrelsen, Lyngby Torv 17, 2800 Kgs. Lyngby.

 

Retsvirkninger

Indtil lokalplanen er endeligt vedtaget, gælder de midlertidige retsvirkninger. De midlertidige retsvirkninger kan dog højst gælde et år fra denne offentliggørelse.

 

Miljøvurdering

 Kommunalbestyrelsen vurderer i henhold til miljøvurderingsloven § 10, at en gennemførelse af den delvise aflysning af byplanvedtægt 1 for Ørholm kvarteret ikke vil medføre en væsentlig miljøpåvirkning. Der udarbejdes derfor ikke en miljørapport. Du kan læse kommunens her: 

Du kan læse mere om lov om miljøvurdering af planer, programmer og af konkrete projekter (VVM) her.

Hvis du ønsker at klage

Læs en vejledning til klagemulighederne her.

 

Webtilgængelighed

PDF-filerne på denne side er endnu ikke gjort webtilgængelige af hensyn til personer med funktionsnedsættelser - men er indtil videre gammeldags PDF-filer, som stadig kan læses af mange.

Hvis du har brug for en webtilgængelig udgave, så skriv venligst til webmaster@ltk.dk med link til denne side. Du vil modtage en opmærket udgave af filerne inden for ca. 5 arbejdsdage.