Gå til hovedindhold

Ejendomme til salg

Læs her om kommunens ejendomme til salg.

Indhold

    Fuglevadsvej 49, 2800 Kongens Lyngby (Lykkens Gave) - Budfrist den 2. december 2026

    Lyngby-Taarbæk Kommune udbyder ejendommen matr.nr. 5ah Kgs. Lyngby By, Kgs. Lyngby, beliggende Fuglevadsvej 49, 2800 Kongens Lyngby til salg ved offentligt udbud.

    Ejendommen er beliggende i rolige omgivelser tæt på Mølleåen og grønne områder.

    Ejendommens tinglyste areal udgør 7.006 m2, heraf vej 0 m2. Ejendommen er blevet nyopmålt via landinspektør, og ejendommenes grundareal udgør herefter 6.730 m2, heraf vej 0 m2.

    Ejendommen må anvendes til helårsboliger eller offentligt formål, herunder hospice, ældre- og plejeboliger. 

    Hovedbygningen har karakter af en palæ/herskabs-ejendom med pudsede facader, tegltag og mange arkitektoniske detaljer. Hovedbygningen fremstår i henholdsvis 2½ og 1½ plan med delvis kælder og delvis tagetage. Tagetagen på den oprindelige del af hovedbygningen er uudnyttet.

    Hovedbygningen er opført i 1903 (den oprindelige del af hovedbygningen er opført i 1903, og den nyere del af hovedbygningen mod nord er opført i 1947). Hovedbygningen har ifølge BBR et bebygget areal på 606 m2, et samlet bygningsareal på 875 m2, et samlet tagetageareal på 160 m2 (udnyttet) og et samlet kælderareal på 464 m2. Samlet boligareal udgør 864 m2, og samlet erhvervsareal udgør 171 m2.

    Portnerboligen fremstår i samme stil som hovedbygningen i 1½ plan med pudsede facader og tegltag.

    Portnerboligen er opført i 1903 og har ifølge BBR et bebygget areal på 40 m2, et samlet bygningsareal på 40 m2, et samlet tagetageareal på 23 m2 (udnyttet) og et samlet kælderareal på 40 m2. Samlet boligareal udgør 66 m2, heraf udgør 3 m2 lovlig beboelse i kælder (toilet/bad).

    Den oprindelige del af hovedbygningen og portnerboligen er bevaringsværdige.

    Herudover findes den syd- og vestvendte kuperede have, hvor havemuren danner ramme for et haveelement.

    Det må forventes, at skulle foretage en gennemgribende renovering af de på ejendommen værende bygninger, idet bygningerne har et større vedligeholdelsesmæssigt efterslæb.

    Byggemulighederne for ejendommen er beskrevet i lokalplan 241 for Sorgenfrigaards Villakvarter. 

    Ejendommen må kun bebygges inden for det byggefelt, der er vist på kortbilag 5 i lokalplanen. 

    Byggefeltet vurderes til at indeholde op til ca. 1.500 m2 (eksklusive de bevaringsværdige bygninger). Størrelsen af muligt byggeri vil dog variere i forhold til købers ønskede dispositionsforslag og udnyttelse indenfor rammerne i lokalplanen. Det er herudover tilladt at indrette eksisterende tagetage til anden anvendelse i henhold til lokalplanens pkt. 3.2, jf. også pkt. 8.4.  Ny bebyggelse skal udføres med høj arkitektonisk værdi og i et formsprog og med materialer, som efter Kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune vurdering ikke reducerer områdets øvrige bevaringsværdier. Ovenstående parametre, jf. lokalplanen, er ikke udtømmende. Der henvises til lokalplanen for yderligere information.

    Ejendommens grundareal er omfattet af delvis fredning (Mølleåfredningen) samt delvis åbeskyttelseslinje samt skovbyggelinje. Der er endvidere noteret et fredskovsareal på 1.015 m2, jf. tingbogsattesten. Det bemærkes, at fredskovsarealet forøges til 1.090 m2 efter landinspektørens nyopmåling af ejendommen.

    Hovedbygningen og portnerboligen har energimærket F.

    Billeder af ejendommen samt vejledende plantegninger indgår som bilag i udbudsmaterialet.

    Ejendommen udbydes i henhold til bekendtgørelse nr. 396 af 3. marts 2021 om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme. 

    Købstilbud afgives på grundlag af udbudsmaterialet bestående af udbudsvilkår med tilhørende bilag samt eventuelt supplerende materiale og rettelser/tilføjelser til udbudsmaterialet.

    Udbudsmaterialet vil sammen med købsaftalen udgøre aftalegrundlaget for salget af ejendommen.

    Udbudsmaterialet er tilgængeligt via nedenstående link.

    Ejendommen fremvises efter nærmere forudgående aftale med Flemming Andersen, telefon: 

    20 64 57 57 / 45 97 35 62, eller pr. e-mail: ejendomssalg@ltk.dk

    Købstilbud skal afgives skriftligt med angivelse af et fast beløb. Købesummen betales kontant.

    Købstilbud skal være modtaget af sælger senest den 2. december 2026, kl. 12.00. De nærmere vilkår for afgivelse af købstilbud fremgår af udbudsmaterialet.

    Sælger forbeholder sig ret til at vælge frit mellem de indkomne købstilbud, herunder at forkaste alle indkomne købstilbud.  

    Tilbudsgiver er bundet af sit købstilbud i 8 uger fra tilbudsfristens udløb.

    Udbudsvilkår

    Attraktive områder til byudvikling i Kongens Lyngby

    Lyngby-Taarbæk Kommune forventer at udbyde to attraktive områder i Kongens Lyngby til salg i perioden 2025 – 2027.

    Lyngby-Taarbæk Kommune inviterede investorer og developere til en markedsdialog om udvikling af to attraktive områder den 26. maj 2025. Du kan se præsentationen fra markedsdialogen i faktaboksen til højre her på siden. 

    Område 1: Tracéet langs Helsingørmotorvejen

    Tracéet er en del af et attraktivt erhvervsområde, der strækker sig langs Helsingørmotorvejen og Lyngbygårdsvej med DTU som nabo. 

    Lyngby-Taarbæk Kommune forventer at udbyde tre arealer i Tracéets sydlige ende tættest på Klampenborgvej indenfor det næste år. Det er de sidste ledige arealer med byggemulighed i den sydlige del af Tracéet. Arealerne ligger henholdsvis nord for hotellet og syd for bilhuset. 

    Konkret drejer det sig om følgende områder markeret på nedenstående kort:

    • CSYD2
    • CSYD3A
    • CSYD3B

    • Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker, at der i området etableres en bebyggelse af høj arkitektonisk kvalitet med et grønt udtryk mod Lundtoftegårdsvej, attraktive byrum med træer, buske og indbydende udenomsarealer. Den nye bebyggelse vil markere ankomst til Kongens Lyngby og Vidensbyen
    • Forvaltningen forventer, at der i alt kan opføres mellem 14.000 m2 og 25.000m2 på de tre ejendomme. Ejendommene kan anvendes til videnserhverv, kontorer med laboratorier, hotel samt butikker med særlig pladskrævende varer

    Område 2: Del af Gasværksvejskvarteret

    Gasværksvejskvarteret er et centralt beliggende byområde midt i Kongens. Lyngbys levende by – og handelsmiljø mellem Lyngby Hovedgade, Toftebæksvej, Klampenborgvej og Lyngby Storcenter (se luftfoto herover). 

    Med vedtagelsen af Udviklingsplanen for Kongens Lyngby Centrum er der åbnet mulighed for en byomdannelse i Gasværksvejskvarteret, som vil kunne tilføre Kongens Lyngby Centrum endnu et unikt by- og boligområde.

    Lyngby-Taarbæk Kommune ejer fire sammenhængende ejendomme i den nordlige del af området:

    • Toftebæksvej 8-10
    • Gasværksvej 6A
    • En grus-parkeringsplads
    • Gasværksvej 10

    Flere af ejendommene er bebyggede. Ejendommene fremgår af nedenstående kort:

    Med afsæt i Udviklingsplanen for Kongens Lyngby Centrum forventer kommunen, at der kan skabes et indbydende nyt byggeri med høj arkitektonisk værdi, grønne uderum og god mulighed for gående og cyklende trafik i området

    Kvarteret kan anvendes til både boliger og liberalt erhverv

    • Forvaltningen forventer, at der i alt kan opføres mellem 6.000 m2 og 8.000 m2 på de fire ejendomme med en bygningshøjde på max. 6 etager mod Lyngby Storcenter faldende til 4 etager mod vest
    • Lyngby-Taarbæk Kommune ønsker som udgangspunkt at sælge ejendommene samlet
    • Udviklingsplanen for Kongens Lyngby Centrum findes her (Gasværksvejskvarteret fremgår af side 60-63).