Gå til hovedindhold
Du er her:
Nyhed

Lyngby-Taarbæk Kommune er med i et vigtigt samarbejde om mere biodiversitet

Nyt charter hjælper naturen på vej

Kommunalbestyrelsen tilslutter sig Charter for Biodiversitet i Arealplejen efter vedtagelse på mødet den 24. november 2022. Byens Bæredygtighedsudvalg står bag initiativet, som danner et vigtigt grundlag for, at bl.a. virksomheder, boligforeninger og kommune i samarbejde kan øge biodiversiteten.

Charteret viser hvordan vi kan øge mangfoldigheden af liv i naturen gennem enkle principper. Det vilde dyre og planteliv skal kunne spredes via korridorer på arealer i kommunen, så biodiversiteten øges og den værdifulde natur styrkes. Charteret indeholder principper for samarbejde, vidensdeling, fælles uddannelse af driftsmedarbejdere og et målrettet arbejde for at styrke spredningskorridorer mellem de store værdifulde levesteder.

Formand for bæredygtighedsudvalget Gitte Kjær-Westermann siger:

"Jeg er glad for, at et enigt udvalg går foran og viser vejen til en stærkere og mere forskelligartet natur i kommunen. Vi håber, at mange virksomheder, uddannelser og andre vil være med i chartret, da vi tilsammen dækker rigtig mange kvadratmeter i kommunen. Jeg håber også, at initiativet kan danne inspiration for andre og sprede sig langt udover kommunens grænser. Chartret er det første konkrete resultat af vores partnerskabsaftale om bæredygtighed på tværs af kommunens aktører og en måde at vise vejen frem. Med det har vi skabt principper for hvordan vi i fællesskab kan lykkes med at støtte og øge diversiteten i naturen. Tak til alle medlemmerne for deres dedikerede arbejde."

Næstformand Michael Jørgensen fortsætter:

"Det er virkelig forbilledligt, at alle har lagt stor energi i arbejdet. Derfor er resultatet også unikt og brugbart, da det netop viser en oplagt vej for øget biodiversitet, som alle kan bruge i praksis. Gennem Chartret og samarbejdet får alle nu med enkle midler og principper mulighed for at lade naturen blomstre på tværs af sektorer i vores grønne kommune."

Jens Galby, driftleder grøn drift i Lyngby-Taarbæk Kommune udtaler:

"Skal bæredygtige initiativer og løsninger gøre en forskel, så kræver det samarbejde på tværs. Chartret giver muligheder et stærkt samarbejde på tværs af kommune, forsyning, erhvervsliv, boligselskaber, grundejerforeninger og uddannelsesinstitutioner. Det kan understøtte, at vi får det bedste ud af den naturkapital vi har i kommunen bl.a. ved at etablere spredningskorridorer fra Dyrehaven på tværs til andre naturområder i kommunen og i de tilstødende kommuner."

Og Ziff Hansen, Landskabsarkitekt, DAB siger:

"Boligselskaberne står for forvaltningen af mange grønne områder med stort potentiale for mere natur og biodiversitet. Vi har meget ofte natur lige uden for vores bolig, og det giver god mening at lade den natur koble sig til de andre naturområder i kommunen. Men for at vi skal lykkes med at øge biodiversiteten, må vi vænne os til, at vores udearealer kommer til at se lidt anderledes ud, end de gør i dag."

Udover at deltage i chartersamarbejdet er Lyngby-Taarbæk Kommune i fuld gang med at udarbejde en Handleplan for Biodiversitet.

Læs Charter for Biodiversitet i Arealplejen her (link til charter). 

K&F - spredningskorridorer_charter for biodiversitet dec. 2022
Spredningskorridorer i Lyngby-Taarbæk Kommune