Gå til hovedindhold
MENU
MENU
Du er her:
Nyhed

Vision for fremtidens Kongens Lyngby vedtaget

”Et levende og oplevelsesrigt Kongens Lyngby Centrum”.
Sådan lyder overskriften på den vision, der blev vedtaget af en enig kommunalbestyrelse. Visionen sætter retning for de næste års byudviklingsprojekter i Kongens Lyngby Centrum, og den gør det klart, at centrum i fremtiden kommer til at danne ”rammen om attraktive mødesteder og fællesskaber”.
 

Vision for Kongens Lyngby Centrum
Vision for Kongens Lyngby Centrum

Man kan se det for sig. Den smukke gamle hovedgade med platantræerne og købstandsmiljøet der danner en central akse gennem byen og binder kirken, Bondebyen og møllen sammen med moderne butikker, et aktivt handelsliv, caféer og spisesteder. Masser af liv i gader og stræder og plads til både natur, kulturelle oplevelser og aktiviteter i byen. Det er bare et par af de ting, som visionen lægger op til, man kan glæde sig til, hvis der spoles et årti ud i fremtiden. Seks delvisioner giver læseren et nærmere indtryk af, hvilke ambitioner kommunalbestyrelsen har på byens vegne. Visionen kan læses i sin helhed her.

Byrum i udbud

Visionen ledsages af en opgavebeskrivelse, som en række teams af arkitekter og byplanlæggere vil besvare i løbet af 2021 og 2022. Opgavebeskrivelsen tager afsæt i visionen og beskriver kommunens ønsker for en række byrum. Kommunen kan efter sidste kommunalbestyrelsesmøde sende opgaven om at deltage i et såkaldt parallelopdrag i EU-udbud. Efter udbuddet vil tre udvalgte rådgiverteams arbejde parallelt på hver deres bud på en samlet plan for Kongens Lyngby Centrum. Realiseringen af projekterne kommer til at strække sig frem til 2030.

Borgerne med ind i maskinrummet

Kommunalbestyrelsen har af to omgange det sidste år indbudt borgerne til at komme med ind i maskinrummet og deltage i onlinedialoger om visionen, og de forskellige steder i byen det drejer sig om. Også byens erhvervsliv og andre aktører har budt ind med deres ønsker og idéer til, hvad Kongens Lyngby skal kunne i fremtiden. Dermed har den politiske arbejdsgruppe, som har formuleret visionen, haft gode muligheder for at tage temperaturen på lyngbyborgerne og det omkringliggende erhvervs- og foreningsliv.

Borgmester Sofia Osmani siger:
”Offentliggørelsen af visionen og opgavebeskrivelsen markerer en vigtig milepæl. Vi har udviklet en stærk vision i samarbejde med byens borgere og erhverv, og nu er vi klar til at lade de professionelle teams gå skridtet videre og tegne fremtidens by. Med visionen som pejlemærke kan vi se frem til en grøn by med masser af aktiviteter, der respekterer og bygger videre på Lyngbys særlige historie”.

Viceborgmester Simon Pihl Sørensen tilføjer:
”Det er en virkelig god og bred vision vi har fået vedtaget. Den lægger op til et Lyngby med masser af aktivitet – også efter lukketid. Det betyder, at vi kan se frem til spændende bud fra vores rådgiverteams, der giver os idéer til, hvordan vi kan bruge vores by på en helt anden måde end vi er vant til - så der både er plads til handel, natur og kultur”.

Læs mere om visionen, parallelopdraget og det videre forløb for fremtidens Kongens Lyngby på hjemmesiden.

Læs udbudsmaterialet her.