Gå til hovedindhold
Du er her:

Kombinationstilbud/fleksibel pasningsordning

Kombinationstilbud består af en deltidsplads i et dagtilbud kombineret med tilskud til privat børnepasning uden for dagtilbuddets åbningstid (fleksibel pasning).

Hvis du som forældre eller enlig forsørger har et arbejdsbetinget behov for pasning i mindst 10 timer om ugen uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid, kan du vælge et kombinationstilbud.

Et kombinationstilbud består af en deltidsplads i et dagtilbud til en reduceret takst, kombineret med tilskud til fleksibel pasning (som foregår privat) uden for dagtilbuddets åbningstid. Den fleksible pasning, man får tilskud til, og tiden i dagtilbuddet må ikke overstige 49 timer om ugen i gennemsnit.

Du skal selv arrangere den fleksible private børnepasning, men kommunen skal godkende aftalen og børnepasseren.

Varslings- og opsigelsesfrister for ordningen følger de frister, der gælder for øvrige pasningstilbud på dagtilbudsområdet. Det vil sige at det skal varsles med minimum 1 måneds varsel.

Find svar på dine spørgsmål om kombinationstilbud her

  • Hvem kan ansøge om et kombinationstilbud?

    Kombinationstilbud kan tilbydes til børn i alderen seks måneder og indtil skolestart.

    Forældre eller enlige forsørgere, som kan dokumentere et arbejdsbetinget behov for børnepasning i mindst 10 timer om ugen uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid, kan vælge et kombinationstilbud til deres barn.

    For at få en kombinationsplads skal begge forældre eller en enlig forsørger dokumentere, at de har behov for pasning uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid. Det kan fx være, hvis begge forældre eller en enlig forsørger har aften-, natte- eller weekendarbejde.

  • Hvordan kommer jeg i gang med min ansøgning om et kombinationstilbud?

    Hvis du ønsker at indgå aftale om et kombinationstilbud, skal du kontakte Pladsanvisningen.

    Husk at du skal kunne dokumentere et arbejdsbetinget pasningsbehov uden for dagtilbuddets almindelige åbningstid for begge forældre, eller for en enlig forsøger.

    Du skal selv indgå en aftale med kommunen om rammerne for ordningen, herunder hvor mange timer om ugen du/I har behov for fleksibel pasning uden for åbningstid, og hvor mange timer ugentligt, dit barn i gennemsnit vil være i dagtilbuddet. Timetallet i dagtilbuddet opgøres over fire uger og kan altså variere fra uge til uge, men må gennemsnitligt set ikke overstige det aftalte timetal.

    Du/I skal selv indgå aftale om den fleksible pasning, men kommunen skal godkende børnepasseren og de fysiske rammer, der hvor pasningen foregår. Den fleksible pasningsdel skal leve op til en række lovbestemte og kommunale krav. Fx skal børnepasseren have tilstrækkelige danskkundskaber, og ordningen skal understøtte, at dit barn oplever medbestemmelse, demokrati og fællesskab samt opnår samhørighed med og integration i det danske samfund.

    Kommunen fører tilsyn med den fleksible pasning og med, at rammerne for ordningen overholdes, herunder med fremmødet i dagtilbuddet. 

  • Hvad kan jeg få i tilskud til ordningen?

    Tilskuddet til den fleksible pasning følger gældende regler og takster for tilskud til privat børnepasning.

    Lyngby-Taarbæk Kommune giver et tilskud, der dækker max. 75 % af forældrenes udgifter til den private børnepasning.

    Taksten for deltidspladsen i dagtilbuddet reduceres afhængigt af, hvor mange timers ugentlig pasning i dagtilbuddet, den enkelte familie har brug for.

    Betaling for evt. frokostordning i dagtilbuddet reduceres ikke ved en deltidsplads.